Hans Christian Andersen wrote the poem “Det døende Barn” ('The dying child'), when he was at the school in Elsinore, living with the strict principal and philologist Simon Meisling (1787–1856). Meisling had prohibited Andersen from writing poetry but the young poet wrote this affecting and sentimental poem anyway. He couldn't help indulge himself and read it aloud, and the qualities of the poem were soon recognized. The poem was first published in German in the summer 1827. It was later published in Danish in Kjøbenhavnsposten ('The Copenhagen Post') on 25th September 1827. Later again it was translated into Greenlandic and French. BFN 13.

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove, Lad mig ved dit Hjerte slumre ind; Græd dog ei det maa Du først mig love, Thi Din Taare brænder paa min Kind. Her er koldt og ude Stormen truer, Men i Drømme, der er Alt saa smukt, Og de søde Englebørn jeg skuer Naar jeg har det trætte Øie lukt.

Moder, seer Du Englen ved min Side? Hører Du den deilige Musik? See, han har to Vinger smukke hvide, Dem han sikkert af vor Herre fik; Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver Det er Blomster Engelen udstrøer! Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever, Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?

Hvorfor trykker saa Du mine Hænder? Hvorfor lægger Du din Kind til min? Den er vaad, og dog som Ild den brænder, Moder, jeg vil altid være din! Men saa maa Du ikke længer sukke, Græder Du, saa græder jeg med Dig, O, jeg er saa træt! - maa Øiet lukke - - Moder - see! nu kysser Englen mig!